Du skal i dine større skriftlige opgaver arbejde med det der kaldes metakommunikation eller metasprog. Kort sagt handler metakommunikation om at gøre det klart for læseren hvad det er der foregår i din opgave - eller formuleret på en anden måde: med metakommunikation tager du din læser i hånden og guider læseren igennem opgaven.
Ovenstående er så også hvorfor du skal bruge metakommunikation. Det gør din opgave mere læsevenlig, tilgængelig og medvirker til at skabe struktur. Men det virker også til at arbejde mere indgående med emnet, da metakommunikationen kommenterer, kategoriserer, vurderer og transformerer informationer. Og det tvinger dig til at bliver mindet om at forholde dig til og reflektere over emnet, dit materiale og ikke bare reproducere den eksisterende faglige viden.
Generel metakommunikation
Metakommunikationen fungere altså som en form for vejledning for læseren - en vejledning til din opgave. Lotte Rienecker og Peter Stray Jørgensen beskriver metakommunikation som "sproglige signaler om de faglige informationers brug, status, formål, relationer, art, holdning [og] vægt" og anbefaler at man gør følgende:
- Introducér og peg ud hvad der er i fokus
- Meddel hvordan du bruger kilder, teorier og metoder
- Nævn om det er dig eller kilderne der taler
- Lav overgange
- Vis frem og tilbage - interne teksthenvisninger
- Sammenkæd afsnit
- Vis emneskift
- Marker niveau (overkategori - underkategori) og rækkefølge
- Nævn informationernes funktion og status i teksten
- Nævn sproghandlinger og fremstillingsform
Måder man kan sikre, at man gør nogle af de ovennævnte metakommunikative handlinger, er at bruge nogle konkrete metaværktøjer:
- Metaafsnit - fx indledninger og opsamlinger
- Metasætninger - fx temasætninger som angiver emne og formål i et afsnit
- Metaord - fx forbinderord, sætningsledere
- Metategn - fx punktopstilling
- Metatypografier - fx fremhævelse med kursiv og understregning
Klik på hvert af punkterne for at se uddybende vejledning i metakommunikative handlinger og metaværktøjer og konkrete eksempler på i opgaver.
Litteraturliste
Rienecker, Lotte & Peter Stray Jørgensen (2006): Den gode opgave - håndbog i opgaveskrivning på videregående uddannelser. Samfundslitteratur
Ingen kommentarer:
Send en kommentar